Ambassadører

Smeden der blev industritekniker

Marc Banke Willumsen på 22 år, er vild med biler og bruger ofte fritiden på et værksted, hvor han enten skruer på sin egen bil eller hjælper med kammeratens bil. Marc arbejder som lærling hos Welltec, en maritim virksomhed, der udvikler og leverer teknologiske løsninger til olie og gasindustrien, og så er han ved at uddanne sig til industritekniker på NEXT - Uddannelse København. Men det var faktisk slet ikke sådan, at det startede.

I bedsteforældrenes fodspor

Marc startede med at ville være smed, men allerede efter et par uger havde de undervisning på værkstedet. Her så han nogle drejebænke og fræsermaskiner og spurgte hans lærer, hvad man skulle være for at betjene maskinerne. Han har nemlig altid kendt lidt til maskinerne, da begge hans bedsteforældre er industriteknikere.

”Da jeg var lille, rendte jeg altid rundt i deres værksted og fik lov at dreje lidt”

Alligevel har tanken om, hvad bedsteforældrenes uddannelse eller beskæftigelse var, aldrig strejfet ham. Men efter han havde snakket med hans lærer, fræsede han over til uddannelsen som industritekniker.

”Jeg synes, det er fascinerende at kunne skabe, lige hvad man har lyst til i enten metal, plastik eller andre materialer. Specielt her i Welltec, hvor jeg er nu, bliver der produceret serviceringsrobotter til olie og gasindustrien, og man får stor forståelse for rigtig mange forskellige materialer”.

Et drivende fælleskab

Marc fortæller, at arbejdet som læring hos Welltec er fyldt med fede oplevelser, man har fleksible arbejdstider, og det er fedt, at man hele tiden bliver udfordret.

"Det er en kæmpe fordel med al den nyudvikling, der foregår på Welltec. Det betyder, at der hele tiden skal produceres nye emner, og man bliver tildelt sværere og sværere opgaver efterhånden, som man viser, at man kan løse dem”.

”Man er med i et stort fællesskab herude. Det er, hvad der driver mig til at tage uddannelsen og møde op på arbejde hver morgen”

Tanker om fremtiden

”Jeg har ikke tænkt så meget over fremtiden endnu, men jeg håber, at jeg bliver i virksomheden, efter jeg er færdig med min uddannelse og bliver ansat til at køre 5-akset CNC-maskiner. ”

En 5-akset CNC-maskine bruges til emner, der skal have lavet huller i siden eller i specielle vinkler – mulighederne er næsten uendelige, fordi den har fem akser.

”Når man bruger alle fem akser på en gang, kan man lave nogle virkelig fede overflader og sjove ting. ”

Marc er dog stadig kun i gang med at lære maskinen at kende, men vi forstår godt, hvorfor han synes, det er spændende. Søger man på en 5-akset CNC-maskine på YouTube, kan man nemlig se lidt af, hvad den kan, og det ser for vildt ud!

Marc kommer til at fortælle mere om, hvad han laver på sin uddannelse og hos Welltec, så følg Fremtidens Maritime Håndværker på Facebook og se, hvad han laver af spændende ting. Vi glæder os allerede!

Se mere fra Welltec og hør Marc fortælle lidt mere om, hvad han laver hos Welltec